søndag den 1. maj 2016

Generalforsamling i den gamle forening

Generalforsamling i den gamle forening
Af Tommy Flugt

Endnu en af forårets uundgåelige demokratiske møder fandt sted i går i Dansk Forfatterforening i de fine lokaler i Strandgade i København med de umulige parkeringsforhold. Hvorfor man naturligvis, når man kommer fra landet bevæger sig igennem det i tog og bus i storbyen. Og det går tjept og det hele passer.

I toget fik jeg læst en god kronik i Politiken af Peder Fredrik Jensen hvor kan slår et slag for litteraturen og kulturen i dette land. Han bruger store ord og lægger ikke fingrene imellem. Jeg lagde især mærke til en sætning i hans kronik:  ”Det har aldrig været kunstens rolle at bekræfte reaktionære synspunkter”. ”Den gode, aktive og levende kunst er acetone, der affedter vores silokone indsmurte øjne”. ”Der skal kunst til, før mennesket rykker sit blik”. Således opildnet drog jeg ind til mødet, men blev hurtigt dæmpet ned. Der var ikke revolutionær debat i luften, der var møde i den gamle forening i de smukke lokaler og et halvt hundrede medlemmer var mødt frem.



Efter en oplæsning af navne på afdøde medlemmer og et minuts stilhed kunne generalforsamlingen begynde kl. 15, men spisningen kl. 18 blev 10 minutter forsinket. Der var store ting på agendaen og det trak ud, da der var nogle talende demokrater til stede. De ville have svar på spørgsmål af den ene og anden slags. Der blev spurgt til regnskabsaflæggelsen, detaljer blev sat på plads, budgettet blev endevendt og til sidst over flere omgange og udsplitninger stemt hjem og formanden kunne regne med ikke en lønforhøjelse, men et honorar tillæg på 10.000 kr. om måneden. Og så tog han ordet.
Formandsberetningen og regnskab og budget var på forhånd trykt i foreningen blad Forfatteren, så vi kunne alle sammen følge med i Jens Vedelsby’s sammentrængte gennemgang. Han berørte: a) revisionen af biblioteksafgiften, de digitale biblioteks afgifter, et nyt optællingssystem i skole bibliotek, lyrik points til diskussion, e-reolens problematik og DFF’s mæglingsforslag,
b) Ytringsfrihed og selvcensur, c) arrangementer 2015 og 2016 og Blixen prisen som er foreningen store slagnummer, som det er svært for medlemmer at komme med til, selvom ønsket er at det skal blive til en landsdækkende folkefest for litteraturen, d) der er en drøm om et litteraturhus i København efter norsk og tysk forbillede, her skulle alle interesserede inviteres med og der var planer om at der blev tilkoblet et forfatterværelse for udenlandske forfattere til ophold. Processen er sat i gang e) mange arrangementer er afholdt, møder, foredrag, kurser osv. Litteraturen blander sig i samfundsdebatten og DFF er i medierne.

                                                                    Jens Vedelsby

Der var roser i debatten og torne. Bibliotekspenge forslag til alle bøger blev rost, men den smalle litteratur bliver ramt. Nedskæringsforlag på biblioteksgrænsen er for meget blev der nævnt, men vi har ikke lagt os fast på noget kom formanden ind med. E-reolen blev kritiseret, man kan ikke søge i den, systemet er ikke godt nok og biblioteks afgifterne er ikke i orden. Og så blev forslaget om stigning på medlemskontingentet vedtaget som en nødvendighed for at budgettet kunne balancere.
I alt dette glemte vi hvem vi egentlig er og var, så jeg tyr til udsnit fra kronikken jeg indledte med: ”Det er kunsten, der udpeger vores kulturs fejl og mangler, fremhæver traumer og svigt frem for at skjule dem. Det er ved at lade sproget transcendere normerne, at digteren peger på det latente sammenbrud hos mennesket og i systemet. Det er en af kunstens opgaver at afsløre den manipulation, mange politikere benytter sig af, når de går efter magten”.

Og for at kunsten, kulturen og litteraturen kan udfylde den rolle, skal den have en god og sund forening at støtte sig til og udfolde sig i. Det har vi i Dansk Forfatterforening. Den arbejder for at sikre gode vilkår for litteraturen. 

tirsdag den 8. marts 2016

JEG ER IKKE INTERESSERET I AT SE

STRUDSEN I OS ALLE: ”Jeg er ikke interesseret i at se”.

af Tommy Flugt

Det er i modsætningernes grænseland det sker. Det er her der er noget på færde. Noget som vi bliver forskrækket over og trækker os lidt tilbage fra. Vi skal ikke derud og afprøve noget. Herfra hvor vi står er der fred og ro og vores definitioner er som de skal være. Vi lader os ikke udfordre. Og siger til os selv: Hvad er nu det for noget nymodens noget. Det behøver vi vist ikke bruge tid på. Og så stikker vi hovedet i busken som de strudse vi nu også er. Modsætninger skriger og forskrækker.

Og ofte er der i sproget modsætninger som er svære at kapere. At dømme efter det manglende billetsalg til et spændende arrangement i AKSEN i Asnæs den 12. marts kl. 15.30 så er det måske det, der er sket her. Sammenstillingen af ordene får strudsementaliteten op i os. Det er noget nyt og måske lidt skræmmende: Rock og Guldaldermalerier! Kan man virkelig blande det?

Guldaldermalerier ved vi hvad er, så godt at vi næsten har glemt det. Men Rock og Guldalder? Her er der noget galt. Noget der ikke stemmer inde i vor hjernes receptorer. Noget stritter imod. Og strudsen er der omgående: Det er vist ikke noget for os, vi bliver væk.

Men det ville være synd og skam. For her er virkelig noget anderledes på færde. Endda noget lokalt og spændende. En ung digter og musiker Søren Mølstrøm har fået den indlysende gode idé at få os til at se på guldaldermalerier på er ny måde. Han går ind i billederne og aflæser sin egen historie i billederne og skriver så et digt om det, sætter musik til og orkestrerer det i sit band. Han har nemlig den fine og gode tanke, at han vil videreformidle vore kulturskatte og hvad vi kommer fra på en ny og interessant måde. Ikke igennem støvede kulturhistoriske foredrag, men gennem levende musikalitet som alle kan overvære og få noget ud af. Nøjagtig på samme måde som når The Boss Springsteen samler unge og gamle til sine Rock koncerter, fordi der er genkendeligt indhold i hans tekster, sådan også med Søren Mølstrøm & Band.

Og så er den unge musiker og digter i gang med at færdiggøre nyt digt og sang til koncerten. Mærkeligt nok hedder den: ”Jeg er ikke interesseret i at se”.

Og unge gymnasieelever har den sidste tid parafraseret over guldaldermaleriet: ”Fårevejle landevej af Th. Philipsen” som findes på Odsherreds Kunstmuseum. De unge har taget hul på guldalderen. Lad os støtte deres bestræbelser på at få indsigt i hvad Guldalderen egentlig er for en størrelse. Og lad os høre hvordan et nyt digt lyder, når det er en ung stemme og digter der fremfører det.

Hovedet ud af busken. Kom til Rock og Guldalderkoncert den 12. marts i Aksen. Billetter kan købes ved indgangen eller på www.odsbib.dk – voksne 60 kr. unge under 18 år gratis. Og så er der gratis forfriskning bagefter i Huset på Asnæs. Kom til koncert, se og hør en ny og spændende sang. Og de resterende Rock’N’Guld sange som også bliver fremført i AKSEN.

Digteren og musikeren Søren Mølstrøm


Det er generalforsamlingernes tid

Det er generalforsamlingernes tid

Og i går var det Dansk PEN.
Tog derind til foredrag kl. 19, hvor Niels Bjerre-Poulsen holdt en times foredrag om sin nye store og vigtige bog om Vietnam, noget der i den grad var skelsættende for min ungdom og retning her i livet. Hans fri foredrag byggede på den store bog han har skrevet: VIETNAM; KRIGEN. En international historie 1945-1975. Foredraget handlede om de komplicerede internationale forhold, der skabte og forlængede krigen. Bogen handler om magtkampe, modstridende ideologier og det aftryk krigen har sat i vesten den dag i dag. Krigen blev vist i tv i sin tid, nærmest som en føljeton. Og det var ganske frygteligt. Og til unge læsere: Det var ikke USA der vandt krigen. Det gjorde Vietnam.

Det er frygteligt at tænke i dag. Vietnam krigen startede under præsident Kennedy med 15.000 mand og endte under Johnson med 500.000 soldater i Vietnam. Man bombede løs og troede at vejen til sejr var gennem bomber. Det var det som bekendt ikke. Selvom der døde 3. millioner vietnamesere under krigen, så fik de smidt USA ud til sidst og samlet landet igen. Man forventede så i vesten et blodbad i Saigon, men der kom aldrig.

Heller ikke i dag vinder man krige ved at bombe, og det ser ikke ud til at læren fra den gang hersker i dag, hvor vi igen bomber løs, nu i Mellemøsten. I sin tid fortalte man Nordvietnam at de aldrig kunne vinde, vesten kunne bare skrue op for bombningerne og ned igen, når de havde givet sig, men det virkede ikke.

Og tiltroen til at det skulle virke i dag er ikke stor. Niels Bjerre-Poulsen drog parraller til nutidens konflikter og til Vietnamkrigen. Vietnamkrigen var en besættelse og er blevet en besættelse det er svært at komme udenom i dag, hvis man vil forstå sin egen samtids (forfærdelige) politik.

Og så var der en fredelig og velforberedt generalforsamling i Dansk PEN bagefter, hvor den nyvalgte formand Per Øhrgaard aflagde en kort beretning og henviste til den 21 siders store beretning som var sendt ud og formodedes læst af de ca. 30 deltagende. Det var en grundig og oplysende rapport om foreningens virke og engagement.

PEN står som bekendt for Poets, Playwrights, Essayists, Editors, Novelists og i de seneste år ikke mindst journalister. PENs charter siger at det skrevne ord er uden grænser og man skal gøre sit yderste for at bekæmpe had mellem nationer, racer, klasser og religioner. PEN skal virke for fred og frihed. I Danmark har vi ytringsfriheden som betyder, at der ikke udøves forhåndscensur. Men at forsvare retten til at sige, skrive og tegne er ikke ensbetydende mede at solidarisere sig med alt det, der bliver sagt, skrevet eller tegnet. Der er ingen modsætninger mellem at forsvare ytringsfriheden og at opfordre til civiliseret brug af den.

2015 er blevet et af de blodigste år vi har oplevet længe. Charlie Hebdo i januar, Krudttønden, den jødiske synagoge i København. Måned efter måned retssager, fængslinger og kolleger i hele verden der har mistet livet: i Syrien, Irak, Tunesien, Kuwait, Egypten, Etiopien, Tyrkiet, Mexico, Bangladesh og andre steder.

Fire avisredaktioner i Istanbul er blevet angrebet og adskillige medarbejdere dræbt. PENs lokaler i Ahmad er raseret. Og journalister fængsles i stort tal. Dansk PEN vil sætte fokus på Tyrkiet i dette år.
Forfulgte forfattere har kunnet få fred og arbejdsro igennem fribyordningen. Det har været for nedadgående med kommunernes hjælp, men nu har Dansk PEN fået en bevilling på 125.000 kr. fra kulturministeriet til at arbejde med og bistår kommunerne med i kommende tid til gavn for forfulgte forfattere i verden. En informationskampagne om ordningen overfor kommunerne kan gå i gang.

Og så var der regnskabet og budget og alt blev vedtaget i god ro og orden. Der var balance i tingene og synspunkterne.




Dansk PEN i Dansk Forfatterforening 7. 03.2016 – Per Øhrgaard og Niels Bjerre-Poulsen

tirsdag den 1. marts 2016

DE POLITIKERE VI HAR

DE POLITIKERE VI HAR

Af Tommy Flugt                                                                                                    28.02.2016

Har vi de politikere vi fortjener? Ja, vi stemte på dem, der nu sidder rundt omkring. Men hvem opstillede dem? Havde og har vi demokratisk indflydelse på det? Ikke i nævneværdig grad. For eksempel husker jeg fra min ungdom følgende udsagn fra en lokal jurist og formand for det konservative parti, da han gav sit besyv med i en lokal debat, hvor en lokal ung kandidat, der var blevet citeret, blev sat til vægs af formandens uforglemmelige: ”De konservative det er mig! ” Dermed var enhver debat lukket. Han sad i hele sit liv og repræsenterede de konservative. Her trængte ingen fornyelse eller ungdom ind. Her var ingen åben debat og mulighed for forandring, som bør følge med og være en selvfølgelighed i en verden i forandring.

Hvem er det der vælger partienes repræsentanter? Er det helt åbne og afsøgende opstillinger der er tale om? Fungerer systemet, er det godt og effektivt nok? Får vi de fremmeste og bedste folk ind på de vigtige poster, hvor fremtidens beslutninger skal træffes? Jeg er blevet mere og mere i tvivl som årene er gået. Jeg tror vi er nødt til at tage opstillingssystemet og rekrutteringen op til debat. Det er ikke godt nok at enhver så at sige ”idiot” kan blive valgt ind i det politiske beslutningssystem, blot de stilles tilfældigt op ved et valg, hvor man nu skal bruge nogle kandidater. Mange politiske partier er så små at de dårligt i det daglige arbejde kan mønstre mere end en håndfuld til arbejdet. Det er her de aktive, men også de ubrugelige ser deres snit til en opstillingsgevinst.

Måden vi vælger til byråd, regionsråd og folketinget på er ude af trit med den virkelighed der omgiver os. Vi ville aldrig ansætte en folkeskolelærer, en ingeniør, en læge eller en embedsmand på samme måde. Om ikke de skal igennem en slags Mercury Urval undersøgelse inden de bliver erklæret opstillingsberettigede, så ville en seriøs opstillingsmetode være at foretrække. De folk vi opstiller skal vide at vi har sikret os, at de er opgaven voksen og brugbare som politikere.
Og når de så er valgt ind fx i Folketinget. Så bliver de lige undersøgt og så begynder de at vælge hinanden til det ene og det andet. Her har vi vælgere ingen demokratisk kontrol med noget som helst. 

De værste eksempler på det er et forældet system med hensyn til valg til Folketingets formands post. En slags præsidentiel funktion, som man i partierne har pillet al værdighed ud af, som det er nu. Første gang det gik op for mig, var da Erik Ninn Hansen blev valgt til formandsposten mens Tamilsagen hang over hans hoved og regeringen som et Damokles sværd. Ikke alene valgte man ham til formand mens sagen rumlede og enhver husker at den endte med formanden afgang, deroute og regeringens afgang. Det havde jeg det svært med at acceptere. Og har det stadigvæk. Ligesom jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at nogen i ramme alvor kunne finde på at opstille Pia Kjærsgård til posten. Her fejler det politiske system og bliver en parodi på demokrati – og ikke en finger rører sig i den anledning. Hun bliver valgt. Ikke fordi hun er velegnet til det, men fordi det politiske system er i krise og ingen er i stand til at tænke klart, hvorfor man holder sig til reglerne om valg til posten, selvom de regler er helt ude af trit med den virkelighed vi lever i. Man kan ikke i ramme alvor vælge en så rabiat person til en af de fremmeste poster i vort demokrati og så tro at det ingenting betyder, hverken herhjemme eller i udlandet. Det er her vi begår en frygtelig fejltagelse. Og i øjeblikket begår vi den ene bommert efter den anden og medvirker til underminering af vort demokrati og vore fremtidige muligheder som lille nation.


Vi lader os i øjeblikket drive rundt i manegen af en lille mindretalsregering med rabiate synspunkter, skinger stemmeføring og en ødelæggende politik både indenrigs- og udenrigspolitisk. Og mens vi forundres over den politiske deroute undres og bekymres det store udland over, hvad der er galt med lille Danmark. 


mandag den 8. februar 2016

NOGET OM BESÆTTELSE

NOGET OM BESÆTTELSE

Oprettet: 07.02.2016 - 10:15
Lyset
NOGET OM BESÆTTELSE
af Tommy Flugt
Der er nogle der har spurgt mig, hvad jeg mener med besættelse. Om ikke jeg kunne forklare mig lidt nærmere. Hvad mener du egentlig med dine ord i digtene. Det var lidt for kryptisk for dem. Vi er jo ikke besatte, forklarede de mig. Lige netop den sætning gjorde, at jeg fandt det nødvendigt at svare. Ikke i digt, men i prosa. Det er nødvendigt at vi anstrenger os for at kommunikere med hinanden, og hvis mine ord står i digte og ikke kan forstås af nogle, må man sno sig og ty til prosa og en længere redegørelse for at kunne give en nogenlunde rimelig forklaring på, hvorfor jeg bruger ordet besættelse. Et ord hvis indhold jeg frygter. Derfor er det magtpåliggende for mig at forklare min brug af ordet. For det er jo ikke et tilfældigt ord.

Ordet besættelse siger Den danske ordbog DDO følgende om: det, at et land, et landområde el.lign. besættes eller holdes besat, synonym med okkupation/ ulovlig indtagelse af et ubeboet lokale eller hus i protest mod en uønsket situation, beslutning el.lign./ det at en ond ånd, en dæmon el.lign. tager eller har taget bolig i et menneske og dermed kan kontrollere eller påvirke vedkommende, eksorcisme/ i overført forstand: det at være fyldt eller optaget af noget i en sådan grad at man næsten ikke kan løsrive sig eller tænke på andet/ det at lade nogen få en stilling, post el.lign.

Derudover råder sproget over følgende grupperinger: besættelseshær, besættelsespolitik, besættelsesstyrke besættelsestid, besættelsestropper, besættelseszone, besættelsesår, husbesættelse, stillingsbesættelse

Læg mærke til hvor sproget er beredt. Det har et navn for det hele. Det ved alt om hvad der roder rundt i menneskets tanker. Vi kan sætte ord på det. Og det er det vi er nødt til at gøre. Hvis vi vil forstå hvad der er ved at ske lige netop nu og i denne tid. Kik på ordene engang til og tag dem i munden. Smag lidt på dem og sig mig så, hvordan smagen føles. Kan du mærke hvor vi er på vej hen? Ord har en historie og når vi bruger dem, dukker fortællinger bag dem op.

Jeg der er født på Strynø i Det sydfynske øhav i 1941 er født på en ø og i et land der var besat den gang. Jeg har erindringer fra den tid. Som jeg har erindringer fra koreakrigen, Ungarn og flygtningestrømmen, i tresserne Vietnamkrigen og modstanden, der førte til sejr, de evindelige politiske slagsmål igennem tiderne der førte frem til en form for velfærdssamfund som var til at leve med og i, vor modstand i en periode mod patriarkatet som gav kvinderne de muligheder, som mandschauvinismen i årevis havde forhindret. Kvindernes frigørelse fra besættelsen, den mandsdominerede besættelse, er den største forandring jeg har oplevet i min tid. Den kolde krigs og murens fald var også af betydning, men mindre, fordi den jo ikke gav den forbrødring og udvikling der var håb om. Kommunismens fald ændrede jo ikke vesten. Snarere over hals og hoved er vi blevet krigeriske og våbenføre som aldrig før. Vi går i krig for et godt ord uden omtanke og analyse og efterlader det ene besatte og bekæmpede område efter det andet i vildrede og fodrer ustabiliteten.  De der har brug for hjælp, fjerner vi hjælpen fra. De der flygter hertil pga vor krigeriske handlinger og politiske laissez faire bliver plyndret og mistænkeliggjorte. Og imens besætter de særeste tanker den danske befolkning og politikerne og ord og handlinger fra trediverne i nye gevandter finder indpas i sproget. Politikere som vi ville have forsvoret kunne gøre sig gældende i vort Folketing færdes ikke alene der, men fylder aviser og tv programmer i et omfang som er overvældende og angstfremkaldende. For det ligner en åndelig besættelse, som har sneget sig ind og nu har sat sig så vældigt i vort demokrati, at modstanden er helt hørt op. Og i stedet har man accepteret at den fremmeste plads i dette lille land, er besat med en så sort farve, at man må undre sig at det kunne ske for øjnene af os. Og hvordan går det til at vor lille statsminister med de mange sager, nu skal sende sine folk ud for at forklare, hvad det er for en politik de fører, mens verden undrende ser til og tænker i historiske baner, der går tilbage til Tyskland og trediverne.

Om vi er besatte? Ja, et eller andet har besat os. Og spørgsmålet er hvad vi gør ved det. Er der noget der er ved at besætte vore demokratiske værdier, så må vi jo finde et modsvar. Vi kan jo ikke lade besættelsen forsætte. For hvis vi tier, så er der frit slag.

Hvis den onde ånd og besættelse har gjort sit indtog i os, er vi muligvis for sent ude. Men der er vel ikke andet at gøre end sige til hinanden, at den udvikling som er i gang i øjeblikket, den siger vi fra overfor. For den som kæmper imod besættelsen, taber aldrig helt.

Som filologen Victor Klemperer skrev i sin notesbog i trediverne, da han iagttog udviklingen i sproget i Tyskland, da fascismen og nazismen huserede: ”Ord kan virke, som bitte små doser arsenik. De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel. ”

Er den politiske debat ved at forgive os i øjeblikket?


Hver dag sin besættelse
at forholde sig til
så mange tegn i tiden
mindelser om fortids fejl
Det siges at historien
ikke gentager sig
og at vi ikke kan lære
af fortidens fejl
Hvem tror på det
og er min uro
og fornemmelser
helt ubegrundede
Lytter man til sproget
og brugen af det
er det ikke svært at se
tiden er i vanskeligheder
Vi må tage os af alle
slags besættelser
som vi udsættes for
ellers gentager historien sig

© Tommy Flugt
6.02.2016

onsdag den 12. august 2015

Om at bekæmpe uretfærdighed og tilfældighedens spil

Om at bekæmpe uretfærdighed og tilfældighedens spil

Af Tommy Flugt

Kom til at tænke på hvor tilfældigt og uretfærdigt verdens lande og goder er fordelt, og hvor svineheldige vi danskere har været ved at lave en indvandring til Danmark i hine tider og så blive her, hvor vi let kunne forsvare os og bide os fast i vandkanten. Alligevel var det ikke mere attraktivt end at vi nu kun er ca. 5½ mio. mennesker, der kalder sig danskere. Vi lever og har det godt, fordi vi har haft styr på hinanden og har kunnet samarbejde i hvert fald i det sidste 150 hundrede år. Vores enkle sekulære Grundlov har stået sin prøve stort set og nogle af ideerne derfra kan godt videreformidles demokratisk. Sværere er det at forklare andelsbevægelsen, som i dag er væk i dens oprindelige form og højskolebevægelsens betydning lader sig forklare. Men at et land så lille med et sprog så vanskeligt kan gøre sig gældende lå ikke i kortene.

Sproget. Det er sært at vi er så privilegerede at vi kan oversættes på internettet. Ikke helt vildt godt endnu, men det bliver bedre og bedre. Men at slå en engelsk tekst op og lade den oversætte på Google Translate lader sig gøre. Det er der mange andre folkeslag der ikke kan, deres sprog er ikke accepteret hos Google endnu og det til stor skade for dem og os. Fx gælder det kurderne. Der er så store kulturelle og betydelige resurser og samtaler vi går glip af, fordi vi ikke forstår hinandens sprog og heller ikke har et værktøj til at videreformidle det i. Vi mangler oversættelsesmuligheder og let tilgængelighed. Vi bliver sprogligt døve over for hinanden, fordi vi ikke kan læse hinanden.

Og det er ikke det værste. Det værste er at sammenligne Danmark og kurderne i indbyggerstørrelse. Danmark har 5½ mio. indbyggere. Kurderne har ikke noget land endnu, til trods for de er blevet det lovet for længe siden. De er delt over 4 nationer i Mellemøsten. Og deres drømmes Kurdistan ligger i et af de smukkeste områder i verden med en så stor og rig kulturel baggrund at man næsten bliver svimmel ved at tænke på, hvad der i øjeblikket sker, når IS sorte dræber- og ødelæggelsesmaskiner rykker ud og slår ihjel og smadrer tidligere kulturer.

Iran, Syrien, Irak, Tyrkiet rummer i sig Kurdistan. Landet enhver kurder drømmer om at kunne vende tilbage til, men som nu er et mareridt for dem. Og nu er Tyrkiet ved at gå op i Erdogan limingen, en sær skikkelse i den internationale sammenhæng og en Sultan drømmer som så mange højreorienterede regimer i Mellemøsten. Han kunne skabe fred i sit land, hvis han havde forstået sin besøgelsestid, men det er forpasset. Den der ikke kender sin besøgelsestid bliver smidt på historiens mødding. Lad det ske snart med Erdogan.

Og kurderne, hvor mange er de egentlig? Er de mindre i befolkning end danskerne som har en selvstændig stat og internationale forbindelser og gør sig på de bonede gulve i FN og EU med 5½ mio. indbyggere. Nej, kurderne har ingen stat og forfølges i stort set samtlige stater, de må leve i, fordi de nu engang bor der og altid har gjort det. Sammenlagt er der 40 millioner kurderne i verden og hovedparten i de nævnte områder. Ca. 20 mio. i Tyrkiet og resten i de andre områder. De har ingen stat, ingen selvstændighed, ingen anerkendt selvstyreform, de har først for nylig fået lov at tale kurdisk i Tyrkiet og dog ikke helt. De forfølges og fængsles, hænges og dræbes og selv når de kommer til et lille venligsindet land som Danmark bliver de med tyrkisk mellemværende anklaget og forfulgt. Det var i Danmark de mistede deres kurdiske talerør ROJ TV kanalen. Og man fængslede og anklagede kurdere for at samle ind til PKK terror og ikke til deres informationsstation. En retssag der er en parodi på den rets sans vi ellers har brystet os af at have oparbejdet igennem årtier i mit land. 
Men som nu har fået nogle alvorlige nutidige skrammer. Og det er gået ud over kurderne i Danmark. Vi har svigtet dem ikke alene her. Nu lader vi også Tyrkiets ”Sultan” præsident Erdogan have frit spil i kraft af at han trak NATO kortet for nylig og startede en to krigs front, en mod IS og særlig en mod PKK som han har bombet løs på i Nordirak, og i Tyrkiet fængsler han kurdere i hobetal som man i sin tid på tysk foranledning fængslede kommunister i Danmark efter at Tyskland havde besat os. Det var en skamplet dengang og det er en skamplet det Tyrkiet i dag udfører over for kurderne.

Og vesten og pressen og de danske medier: De er sat skakmat af partnerfællesskabet med Tyrkiet og den skingre præsident Erdogan, hvis politik er ved at sætte Mellemøsten i brand. Og taberne er kurderne og freden og demokratiet.

Det er på tider at nogen siger noget imod den politik. Og nogen har gjort det. I Nordirak sidder en lille spinkel poet og forsker Choman Hardi. Hun har taget initiativ til en udtalelse, som nylig er udsendt. Og den er kommet bredt ud og støttet op at mange gode kræfter som medunderskrivere. Gid danske kunstnere, intellektuelle, almindelige danskere og herboende udlændinge ville støtte op om den appel og sige fra over for krigen: Stop Erdogans krig mod fred og demokrati.




Tuse Næs 11.08.2015





tirsdag den 28. juli 2015

VEJEN TIL FRIHEDEN

VEJEN TIL FRIHEDEN

Det er ikke let at finde vej gennem tidens mange religioner. I nutiden prøvede den ægyptiske frihedsbevægelse vejen, der farvedes af blod og krævede sine ofre før militæret tog over. Men vejen til friheden bredte sig i andre lande, hvor andre symboler og billeder dukkede op i bjergene. Man bevæger sig i nutiden igennem en tunnel, fra mørket ind i lyset, skimter graffiti tegnernes hastige symboler og tags som blander fortid og nutid. En slags tidens vejviser igennem tunnelen ind i landskabets og tidens skrøbelige stilladser og faldefærdige borge, flere veje vises, flere muligheder. Mod solens land og lurblæsere fra bronzealderen skitseret i en mur. Flamingoer og helleristninger ses, røde tegn lader sig fortolke individuelt, en kvinde kommer til syne og fortoner sig, man går fra et grønt landskab ind i og op mod en søgning, passerer nye landskaber i farten, drømmebilleder fortoner og fortegner sig, som billeder i regn og rusk, en blå styrtregn kastes over en og så lysner det, over himlen Halleys komet på besøg i det indre solsystem, lyset så stærkt og bliver stærkere jo længere rejsen, så man må bære solbriller for at se konturerne i lyset, der bliver stærkere og stærkere og der i en blafren mellem lys og mørke, yin og yang, ser du aftryk af Ghandis fodsåler, og husker hans enkelthed og ord som ristet i runer: Der gives kun en vej til frihed og vejen er fred. Udtoning. Lys over. Udgang. Den store gobelin er færdig.

 



Tekst af Tommy Flugt efter mødet med Marianne Poulsens sidste store gobelin: Vejen til friheden. 28.07.2015.



Efterord

Vi var inviteret til middag mandag aften (27.07) i Kårup hos Marianne og Tue Poulsen. Vi fik en lammeret af egen avl og dertil vin. Og så en snak om alt. Sådan som vi plejer. Med særlig vægt på Geopark Festivalen som vi alle er med i. Tue og Marianne i Skamlebæk Festival delen og Alice og jeg medvirker i Det Blå Atelier med Liv og skabende kunst. Men deres engagement og fortælleglæde er smittende og Mariannes fortælleevne og fortællelyst er overvældende. Efter en dejlig middag skulle vi ud og trække frisk luft og se det nye hønsehus. Helt vidunderligt, der var dog ikke indlagt varme i gulvet, men ellers manglede der ikke noget og hønsenes sad på deres pinde og trivedes kunne vi se.



Vi gik rundt på deres store og dejlige grund og så Tues mange keramiske værker i græsset og på gårdspladsen. Et særligt syn og oplevelse. Og så gik vi ind i hans store keramiske værksted. Gulvet var helt tomt som i en stor firkant og jeg fandt det påfaldende. Men så skete der noget. På et langt sidebord lå noget, som var overdækket med to store lærredsduge. Marianne og Tue tog det af og tog så fat i hver side af et kæmpe vævet stykke, lagde det ud på gulvet og lukkede det op. Nu fyldte det hele gulvet. Og der lå så Mariannes store og færdige gobelin, som hun har arbejdet på i fire år. Færdigvævet og klar til beskuelse. Det var så stort, at jeg ikke kunne filme det selv fra en stige, så jeg måtte gennemgå det i detaljen. Det har jeg så gjort i beskrivelsen ovenfor i tekst. Det er et fantastisk arbejde af Marianne Poulsen. Et født mesterværk. Aftenens store åbenbaring. Og der var kaffe, jordbær og is bagefter.