tirsdag den 8. marts 2016

JEG ER IKKE INTERESSERET I AT SE

STRUDSEN I OS ALLE: ”Jeg er ikke interesseret i at se”.

af Tommy Flugt

Det er i modsætningernes grænseland det sker. Det er her der er noget på færde. Noget som vi bliver forskrækket over og trækker os lidt tilbage fra. Vi skal ikke derud og afprøve noget. Herfra hvor vi står er der fred og ro og vores definitioner er som de skal være. Vi lader os ikke udfordre. Og siger til os selv: Hvad er nu det for noget nymodens noget. Det behøver vi vist ikke bruge tid på. Og så stikker vi hovedet i busken som de strudse vi nu også er. Modsætninger skriger og forskrækker.

Og ofte er der i sproget modsætninger som er svære at kapere. At dømme efter det manglende billetsalg til et spændende arrangement i AKSEN i Asnæs den 12. marts kl. 15.30 så er det måske det, der er sket her. Sammenstillingen af ordene får strudsementaliteten op i os. Det er noget nyt og måske lidt skræmmende: Rock og Guldaldermalerier! Kan man virkelig blande det?

Guldaldermalerier ved vi hvad er, så godt at vi næsten har glemt det. Men Rock og Guldalder? Her er der noget galt. Noget der ikke stemmer inde i vor hjernes receptorer. Noget stritter imod. Og strudsen er der omgående: Det er vist ikke noget for os, vi bliver væk.

Men det ville være synd og skam. For her er virkelig noget anderledes på færde. Endda noget lokalt og spændende. En ung digter og musiker Søren Mølstrøm har fået den indlysende gode idé at få os til at se på guldaldermalerier på er ny måde. Han går ind i billederne og aflæser sin egen historie i billederne og skriver så et digt om det, sætter musik til og orkestrerer det i sit band. Han har nemlig den fine og gode tanke, at han vil videreformidle vore kulturskatte og hvad vi kommer fra på en ny og interessant måde. Ikke igennem støvede kulturhistoriske foredrag, men gennem levende musikalitet som alle kan overvære og få noget ud af. Nøjagtig på samme måde som når The Boss Springsteen samler unge og gamle til sine Rock koncerter, fordi der er genkendeligt indhold i hans tekster, sådan også med Søren Mølstrøm & Band.

Og så er den unge musiker og digter i gang med at færdiggøre nyt digt og sang til koncerten. Mærkeligt nok hedder den: ”Jeg er ikke interesseret i at se”.

Og unge gymnasieelever har den sidste tid parafraseret over guldaldermaleriet: ”Fårevejle landevej af Th. Philipsen” som findes på Odsherreds Kunstmuseum. De unge har taget hul på guldalderen. Lad os støtte deres bestræbelser på at få indsigt i hvad Guldalderen egentlig er for en størrelse. Og lad os høre hvordan et nyt digt lyder, når det er en ung stemme og digter der fremfører det.

Hovedet ud af busken. Kom til Rock og Guldalderkoncert den 12. marts i Aksen. Billetter kan købes ved indgangen eller på www.odsbib.dk – voksne 60 kr. unge under 18 år gratis. Og så er der gratis forfriskning bagefter i Huset på Asnæs. Kom til koncert, se og hør en ny og spændende sang. Og de resterende Rock’N’Guld sange som også bliver fremført i AKSEN.

Digteren og musikeren Søren Mølstrøm


Det er generalforsamlingernes tid

Det er generalforsamlingernes tid

Og i går var det Dansk PEN.
Tog derind til foredrag kl. 19, hvor Niels Bjerre-Poulsen holdt en times foredrag om sin nye store og vigtige bog om Vietnam, noget der i den grad var skelsættende for min ungdom og retning her i livet. Hans fri foredrag byggede på den store bog han har skrevet: VIETNAM; KRIGEN. En international historie 1945-1975. Foredraget handlede om de komplicerede internationale forhold, der skabte og forlængede krigen. Bogen handler om magtkampe, modstridende ideologier og det aftryk krigen har sat i vesten den dag i dag. Krigen blev vist i tv i sin tid, nærmest som en føljeton. Og det var ganske frygteligt. Og til unge læsere: Det var ikke USA der vandt krigen. Det gjorde Vietnam.

Det er frygteligt at tænke i dag. Vietnam krigen startede under præsident Kennedy med 15.000 mand og endte under Johnson med 500.000 soldater i Vietnam. Man bombede løs og troede at vejen til sejr var gennem bomber. Det var det som bekendt ikke. Selvom der døde 3. millioner vietnamesere under krigen, så fik de smidt USA ud til sidst og samlet landet igen. Man forventede så i vesten et blodbad i Saigon, men der kom aldrig.

Heller ikke i dag vinder man krige ved at bombe, og det ser ikke ud til at læren fra den gang hersker i dag, hvor vi igen bomber løs, nu i Mellemøsten. I sin tid fortalte man Nordvietnam at de aldrig kunne vinde, vesten kunne bare skrue op for bombningerne og ned igen, når de havde givet sig, men det virkede ikke.

Og tiltroen til at det skulle virke i dag er ikke stor. Niels Bjerre-Poulsen drog parraller til nutidens konflikter og til Vietnamkrigen. Vietnamkrigen var en besættelse og er blevet en besættelse det er svært at komme udenom i dag, hvis man vil forstå sin egen samtids (forfærdelige) politik.

Og så var der en fredelig og velforberedt generalforsamling i Dansk PEN bagefter, hvor den nyvalgte formand Per Øhrgaard aflagde en kort beretning og henviste til den 21 siders store beretning som var sendt ud og formodedes læst af de ca. 30 deltagende. Det var en grundig og oplysende rapport om foreningens virke og engagement.

PEN står som bekendt for Poets, Playwrights, Essayists, Editors, Novelists og i de seneste år ikke mindst journalister. PENs charter siger at det skrevne ord er uden grænser og man skal gøre sit yderste for at bekæmpe had mellem nationer, racer, klasser og religioner. PEN skal virke for fred og frihed. I Danmark har vi ytringsfriheden som betyder, at der ikke udøves forhåndscensur. Men at forsvare retten til at sige, skrive og tegne er ikke ensbetydende mede at solidarisere sig med alt det, der bliver sagt, skrevet eller tegnet. Der er ingen modsætninger mellem at forsvare ytringsfriheden og at opfordre til civiliseret brug af den.

2015 er blevet et af de blodigste år vi har oplevet længe. Charlie Hebdo i januar, Krudttønden, den jødiske synagoge i København. Måned efter måned retssager, fængslinger og kolleger i hele verden der har mistet livet: i Syrien, Irak, Tunesien, Kuwait, Egypten, Etiopien, Tyrkiet, Mexico, Bangladesh og andre steder.

Fire avisredaktioner i Istanbul er blevet angrebet og adskillige medarbejdere dræbt. PENs lokaler i Ahmad er raseret. Og journalister fængsles i stort tal. Dansk PEN vil sætte fokus på Tyrkiet i dette år.
Forfulgte forfattere har kunnet få fred og arbejdsro igennem fribyordningen. Det har været for nedadgående med kommunernes hjælp, men nu har Dansk PEN fået en bevilling på 125.000 kr. fra kulturministeriet til at arbejde med og bistår kommunerne med i kommende tid til gavn for forfulgte forfattere i verden. En informationskampagne om ordningen overfor kommunerne kan gå i gang.

Og så var der regnskabet og budget og alt blev vedtaget i god ro og orden. Der var balance i tingene og synspunkterne.




Dansk PEN i Dansk Forfatterforening 7. 03.2016 – Per Øhrgaard og Niels Bjerre-Poulsen

tirsdag den 1. marts 2016

DE POLITIKERE VI HAR

DE POLITIKERE VI HAR

Af Tommy Flugt                                                                                                    28.02.2016

Har vi de politikere vi fortjener? Ja, vi stemte på dem, der nu sidder rundt omkring. Men hvem opstillede dem? Havde og har vi demokratisk indflydelse på det? Ikke i nævneværdig grad. For eksempel husker jeg fra min ungdom følgende udsagn fra en lokal jurist og formand for det konservative parti, da han gav sit besyv med i en lokal debat, hvor en lokal ung kandidat, der var blevet citeret, blev sat til vægs af formandens uforglemmelige: ”De konservative det er mig! ” Dermed var enhver debat lukket. Han sad i hele sit liv og repræsenterede de konservative. Her trængte ingen fornyelse eller ungdom ind. Her var ingen åben debat og mulighed for forandring, som bør følge med og være en selvfølgelighed i en verden i forandring.

Hvem er det der vælger partienes repræsentanter? Er det helt åbne og afsøgende opstillinger der er tale om? Fungerer systemet, er det godt og effektivt nok? Får vi de fremmeste og bedste folk ind på de vigtige poster, hvor fremtidens beslutninger skal træffes? Jeg er blevet mere og mere i tvivl som årene er gået. Jeg tror vi er nødt til at tage opstillingssystemet og rekrutteringen op til debat. Det er ikke godt nok at enhver så at sige ”idiot” kan blive valgt ind i det politiske beslutningssystem, blot de stilles tilfældigt op ved et valg, hvor man nu skal bruge nogle kandidater. Mange politiske partier er så små at de dårligt i det daglige arbejde kan mønstre mere end en håndfuld til arbejdet. Det er her de aktive, men også de ubrugelige ser deres snit til en opstillingsgevinst.

Måden vi vælger til byråd, regionsråd og folketinget på er ude af trit med den virkelighed der omgiver os. Vi ville aldrig ansætte en folkeskolelærer, en ingeniør, en læge eller en embedsmand på samme måde. Om ikke de skal igennem en slags Mercury Urval undersøgelse inden de bliver erklæret opstillingsberettigede, så ville en seriøs opstillingsmetode være at foretrække. De folk vi opstiller skal vide at vi har sikret os, at de er opgaven voksen og brugbare som politikere.
Og når de så er valgt ind fx i Folketinget. Så bliver de lige undersøgt og så begynder de at vælge hinanden til det ene og det andet. Her har vi vælgere ingen demokratisk kontrol med noget som helst. 

De værste eksempler på det er et forældet system med hensyn til valg til Folketingets formands post. En slags præsidentiel funktion, som man i partierne har pillet al værdighed ud af, som det er nu. Første gang det gik op for mig, var da Erik Ninn Hansen blev valgt til formandsposten mens Tamilsagen hang over hans hoved og regeringen som et Damokles sværd. Ikke alene valgte man ham til formand mens sagen rumlede og enhver husker at den endte med formanden afgang, deroute og regeringens afgang. Det havde jeg det svært med at acceptere. Og har det stadigvæk. Ligesom jeg ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig at nogen i ramme alvor kunne finde på at opstille Pia Kjærsgård til posten. Her fejler det politiske system og bliver en parodi på demokrati – og ikke en finger rører sig i den anledning. Hun bliver valgt. Ikke fordi hun er velegnet til det, men fordi det politiske system er i krise og ingen er i stand til at tænke klart, hvorfor man holder sig til reglerne om valg til posten, selvom de regler er helt ude af trit med den virkelighed vi lever i. Man kan ikke i ramme alvor vælge en så rabiat person til en af de fremmeste poster i vort demokrati og så tro at det ingenting betyder, hverken herhjemme eller i udlandet. Det er her vi begår en frygtelig fejltagelse. Og i øjeblikket begår vi den ene bommert efter den anden og medvirker til underminering af vort demokrati og vore fremtidige muligheder som lille nation.


Vi lader os i øjeblikket drive rundt i manegen af en lille mindretalsregering med rabiate synspunkter, skinger stemmeføring og en ødelæggende politik både indenrigs- og udenrigspolitisk. Og mens vi forundres over den politiske deroute undres og bekymres det store udland over, hvad der er galt med lille Danmark.